Udarbejdelse og revision af NIR
Sådan udarbejdes og revideres NIR – kort fortalt
De enkelte Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR) udarbejdes i et samarbejde mellem Central Enhed for Infektionshygiejne (CEI) og en faglig arbejdsgruppe bestående af eksperter inden for det pågældende område. Arbejdsgruppen udpeges af regionerne, kommunerne og relevante faglige selskaber via Nationalt Infektionshygiejnisk Forum (NIF) og kan endvidere omfatte repræsentanter fra andre relevante faggrupper, herunder styrelser, Arbejdstilsynet, medicinske selskaber eller øvrige interessenter. Af praktiske hensyn tilstræbes det, at arbejdsgruppen ikke er for stor.
Formål og anvendelse
NIR udarbejdes med henblik på at sikre tilpasning og ajourføring af de infektionshygiejniske retningslinjer på hospitaler og i primærsektoren. Retningslinjerne kan anvendes som beslutningsstøttende grundlag for udarbejdelse af lokale instrukser.
Evidensgrundlag
Arbejdet baseres på den tilgængelige evidens samt god klinisk praksis inden for infektionshygiejne (se Evidensvurdering i NIR).
Høring og publicering
Når arbejdsgruppens arbejde er afsluttet, sendes retningslinjen i offentlig høring hos relevante faglige selskaber og øvrige parter, herunder Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.
CEI udgiver NIR og varetager sammenskrivning og redigering med henblik på at sikre:
- ensartet opbygning
- ensartet sproglig fremstilling
- konsistent anvendelse af den tilgængelige evidens
- overensstemmelse med øvrige NIR
Deltagelse i NIR-arbejdet
Hvad indebærer det at deltage?
Hvis man ønsker at deltage i arbejdet med udarbejdelse af en ny NIR eller revision af en eksisterende NIR, er der en række forhold, man bør være opmærksom på:
- Udarbejdelse af en NIR er en længerevarende proces, som typisk strækker sig over 1–2 år. Det er derfor vigtigt at sikre sig, at man har tid og mulighed for at deltage.
- Der må påregnes tid til forberedelse, oplæg til arbejdsgruppen og litteratursøgning.
- Deltagere repræsenterer deres bagland og har ansvar for at orientere baglandet om væsentlige ændringer samt bringe relevante problemstillinger videre til arbejdsgruppen.
- Arbejdsgruppen kan inddrages i afdækning af forskellige faglige og praktiske problemstillinger.
- Målet for arbejdet er at opnå konsensus.
- Deltagelse i arbejdsgruppen er ulønnet, og CEI kan ikke dække transportudgifter. CEI sørger for forplejning i forbindelse med møder.
- En del af mødeaktiviteten kan foregå virtuelt via TEAMS. Ikke alle møder egner sig dog til virtuel afholdelse, og erfaring viser, at større diskussioner ofte kræver fysisk fremmøde for at sikre en god dialog og at alle deltagere bliver hørt.
Proces for udarbejdelse og revision
Processen for udarbejdelse eller revision af en NIR forløber i hovedtræk således:
- Aktuelt NIR-arbejde annonceres i CEI-NYT.
- NIF og øvrige relevante interessenter orienteres skriftligt om, at der nedsættes en NIR-arbejdsgruppe, og anmodes om at kontakte deres bagland med henblik på udpegning af deltagere.
- Invitation og relevant baggrundsmateriale, herunder eventuelle tidligere NIR eller udkast fra CEI, fremsendes til deltagerne, herunder faglige selskaber m.fl.
- Indkaldelse til første møde udsendes. Det tilstræbes, at første møde afholdes fysisk. Øvrige mødedatoer og mødeformer aftales på første møde.
- Arbejdet påbegyndes. CEI varetager sekretariatsfunktionen og koordinerer samt uddelegerer opgaver, medmindre andet aftales i arbejdsgruppen.
- Udkast til NIR sendes i intern høring i arbejdsgruppen, eventuelt efterfulgt af et afsluttende arbejdsgruppemøde.
- NIR sendes herefter i offentlig høring hos relevante parter, og høringsversionen offentliggøres på CEI’s hjemmeside.
- Høringssvar gennemgås af CEI. Væsentlige punkter drøftes på et afsluttende arbejdsgruppemøde, hvorefter NIR tilrettes. De enkelte høringssvar besvares ikke individuelt, men kommenteres internt i CEI.
- NIR færdigredigeres og publiceres på CEI’s hjemmeside. Publiceringen annonceres i CEI-NYT.
Revision og ajourføring
Det tilstræbes, at alle NIR revideres hvert 3.–5. år. Såfremt CEI bliver opmærksom på ny viden eller evidens, som medfører behov for ændringer, tilføjelser eller rettelser, kan enkelte anbefalinger revideres løbende. I visse tilfælde kan der være behov for en hurtigere og mere omfattende revision, hvor en ny ekspertgruppe inddrages.
CEI byder velkommen til arbejdet med NIR.