Infektionshygiejnisk risikovurdering
En infektionshygiejnisk risikovurdering er en systematisk vurdering af risikoen for smittespredning i en konkret situation. Risikovurderingen danner grundlag for valg af relevante infektionshygiejniske forholdsregler og er en central del af den sundhedsfaglige praksis.
Formålet med en infektionshygiejnisk risikovurdering er at forebygge overførsel af smitsomme mikroorganismer og dermed reducere risikoen for sundhedssektorerhvervede infektioner hos patienter, personale og andre.
Risikovurderingen baseres på viden om mikroorganismer, smittemåder, patientforhold, medarbejderkompetencer samt omgivelser og arbejdsmiljø og bør foretages før enhver interaktion med patient, beboer eller klient.
En infektionshygiejnisk risikovurdering er således en systematisk proces med henblik på at identificere, vurdere og kontrollere potentielle risikofaktorer for smittespredning i og via omgivelser, mellem mennesker eller mellem mennesker og dyr.
Hvad indgår i en infektionshygiejnisk risikovurdering?
En infektionshygiejnisk risikovurdering baseres på en samlet vurdering af følgende forhold:
- Viden om mikroorganismer
- Kendskab til mikroorganismer, der kan forårsage infektioner, herunder deres smitsomhed, overlevelsesevne og forekomst.
- Viden om smittemåder
- Forståelse for, hvordan mikroorganismer kan overføres, herunder fx ved kontakt, dråber, luft, fækal-oral smitte eller via kontaminerede overflader og udstyr.
- Vurdering af risikofaktorer
- Analyse af den konkrete situation, herunder:
- patientens/beboerens/klientens tilstand, symptomer og eventuelle risikofaktorer.
- risiko for eksponering for blod, kropsvæsker eller andet humanbiologisk materiale.
- arbejdsgange og berøringsflader.
- omgivelser og miljø, herunder pladsforhold, ventilation og muligheder for korrekt genbehandling af udstyr.
- Analyse af den konkrete situation, herunder:
- Risikovurderingen inddrager desuden:
- kendskab til patienten (fx diagnose, rejseanamnese og eksponering for husdyr).
- medarbejdernes kompetencer og erfaring.
- relevante organisatoriske og fysiske rammer.
Risikovurdering i den kliniske hverdag
I den kliniske hverdag er den infektionshygiejniske risikovurdering en løbende og integreret del af den sundhedsfaglige praksis. Den bør foretages af alt sundhedspersonale før enhver interaktion med patient, beboer eller klient.
Risikovurderingen bidrager til at vurdere risikoen for at udsætte sig selv og andre for smitsomme mikroorganismer og understøtter faglige beslutninger i den konkrete situation.
Hvem foretager risikovurderingen?
Den infektionshygiejniske risikovurdering foretages af det sundhedsfaglige personale på baggrund af faglig viden, klinisk skøn og kendskab til den aktuelle situation.
Infektionshygiejniske retningslinjer som grundlag for risikovurderingen
Nationale og lokale infektionshygiejniske retningslinjer fungerer som et centralt redskab til at understøtte og kvalificere den lokale risikovurdering og beslutningstagning. Arbejdet planlægges og tilrettelægges på baggrund af risikovurderingen og i overensstemmelse med relevante infektionshygiejniske retningslinjer.